RevisionsFirmaet Edelbo har siden efteråret 1998 haft Netværk Danmark A/S, som fast kunde

 

Netværk Danmark - Jørgen Galsgaard

 

Netværk Danmark A/S skaber relationer og deler viden fortrinsvis mellem top- og mellemledere i dansk erhvervsliv.

 

Det sker på møder i mindre erfarings-grupper og større netværksmøder, det sker via email-forespørgselssystem samt www.nd.dk.

 

Netværket har ca. 2000 medlemmer i Danmark samt søsterorganisationer i Sverige og Norge med 700 medlemmer. Alle serviceres fra hovedkontoret i Svendborg.

 

"Johan Groth kender alt til både Netværk Danmark A/S økonomi og min privatøkonomi, og jeg er meget tilhænger af, at det er en fast rådgiver som jeg samarbejder med.

Et af kendetegnene ved RevisionsFirmaet Edelbo er, at de udstråler stor selvtillid i at kunne løse de udfordringer, du kommer med"

 

Citat Jørgen Galsgaard, grundlægger af

og udviklingschef i Netværk Danmark A/S

 

Netværk Danmark - Jørgen Galsgaard

 


 

Valgt på selvsikker professionalisme

Har du prøvet at stå med en udfordring, som du ikke er helt sikker på, hvordan du skal løse? Hvis du har, så kan du også forestille dig, hvor skønt det ville være at have en masse erfarne kolleger at spørge til råds.

 

Hurtige svar

Det er sådan, de arbejder i Netværk Danmark A/S, hvor ca. 2000 danske erhvervsledere er bundet sammen. I de noget yngre søsterorganisationer i Sverige og Norge, er der ca. 700 medlemmer.

- Ideen er, fortæller grundlægger Jørgen Galsgaard, at du hver dag er forbundet med de 2000 andre, så lige når du har brug for et råd, sender du en email med dit spørgsmål til sekretariatet i Netværk Danmark A/S. Typisk indenfor en time eller i hvert fald samme dag har du kontakt til flere erfarne kolleger, som kan hjælpe dig videre, fortæller han.

 

Alle typer ledere er med

Jørgen Galsgaard, som selv er revisoruddannet, grundlagde netværket som en klub for økonomichefer i 1992. Ideen bredte sig hurtigt, og i dag finder man Adm. direktører og ansvarlige ledere indenfor økonomi, IT, salg, marketing, logistik og personale i netværket.

Medlemmerne blev fra starten delt efter faglig baggrund, men siden er der desuden kommet en stribe emnenetværk til. I øjeblikket gælder det Internet, Intranet, Knowledge Management, CRM, SCM, Balanced Scorecard, Innovation og Kvalitetsledelse. Desuden er der på tværs af alle netværkene interesse for de mere bløde emner som personlig udvikling, medarbejderudvikling og ledelseskompetence.

 

Over 100 erfa-grupper

- Det er vigtigt for os at kombinere de digitale muligheder i forespørgselssystemet og websiden med gode, gammeldags møder både i mindre erfa-grupper og ved landsmøder i de enkelte netværk, fortæller Jørgen Galsgaard.

Netværk Danmark A/S har over 100 erfa-grupper og i højsæsonen fra august til juni afvikler netværket mellem to og fem møder dagligt rundt om i landet.

De mange aktiviteter i Danmark – og for den sags skyld også i Sverige og Norge, styres fra sekretariatet i Svendborg, hvor de 12 medarbejdere har hovedkvarter.

 

Hurtig vækst

Fra starten samlede ideen medlemmer fra hele landet, og relativt hurtigt voksede netværket så stærkt, at Jørgen Galsgaard måtte have revisorhjælp, for at kunne koncentrere sig om selve det at skabe aktiviteter og servicere det voksende antal medlemmer. Han valgte i første omgang et enmandsfirma, som primært tog sig af traditionel revision, men det var ikke nok i længden.

RevisionsFirmaet Edelbo kom ind i billedet, og det spiller en vigtig rolle bag den succes, som netværket er i dag.

 

Valgt på ry for strategiske råd

I 1998 var det privatejede netværk vokset så meget, og der var så mange projekter undervejs, at Jørgen Galsgaard søgte et større revisionsfirma med det fornødne strategiske overblik til at rådgive om den rigtige struktur i virksomheden.

- Jeg står reelt med to valgmuligheder i 1998 – et stort landsdækkende kædefirma eller RevisionsFirmaet Edelbo. Da RevisionsFirmaet Edelbo har ry for at være langt fremme i skoene, når det gælder strategiske råd, vælger jeg at forsøge her, fortæller Jørgen Galsgaard.

 

Hurtig beslutning

- Jeg ringer for at købe et par konsulenttimer og høre Jan Ole Edelbos mening om, hvordan det her skal drives fremover, og jeg sender alle mine regnskaber. Få dage senere bliver jeg budt til møde på revisionskontoret.

 

- Her får jeg den første oplevelse af seriøsiteten. Der er ikke noget med, at Jan Ole skal lede efter papirerne i en møgstak på bordet. Da jeg kommer, ligger der et fyldestgørende dokument på fire-fem A4-sider ved kaffekoppen på mødebordet.

- Der er dækket op til tre, og jeg bliver introduceret for Johan Groth, som har udfærdiget firmaets råd til, hvad jeg skal gøre, og da vi har gennemgået det, er jeg allerede sikker på, det var en god beslutning at søge eksterne råd.

- Inden vi slutter mødet, har jeg besluttet at gennemføre det, vi har talt om, fortæller Jørgen Galsgaard.

 

Rådgiver får ikke lov at bestemme

Netværk Danmark A/S skifter fra at være et privatejet firma til at blive et aktieselskab, og i de følgende år bliver Johan Groth og Jan Ole Edelbo flere gange konsulteret, inden Jørgen Galsgaard træffer strategiske beslutninger. Desuden overtager RevisionsFirmaet Edelbo ret hurtigt alle de traditionelle revisionsopgaver også.

- Jeg tager beslutningerne – også selv om Johan og Jan Ole er uenige med mig, men jeg lytter, og jeg beder dem om at få mine beslutninger tilpasset selskabsstrukturen bedst muligt, forklarer Jørgen Galsgaard.

- Johan Groth kender alt til både Netværk Danmark A/S´ økonomi og min privatøkonomi, og jeg er meget tilhænger af, at det er en fast rådgiver, jeg har samarbejde med. Blot han er helt opmærksom på sine egne kompetencer og rådfører sig med sine kolleger, når han ikke er helt sikker selv. For ingen kan jo vide alt, siger han.

 

Beroligende selvtillid

Jørgen Galsgaard kan ikke forestille sig, at Netværk Danmark A/S skal vokse ud af hænderne på RevisionsFirmaet Edelbo. Han er sikker på, at han også i fremtiden har brug for gode råd fra Jan Ole Edelbo og Johan Groth.

- Et af kendetegnene ved RevisionsFirmaet Edelbo er, at de udstråler stort selvværd og selvtillid i at kunne løse de udfordringer, du kommer med, siger Jørgen Galsgaard.

- Når ligningsmyndighederne bombarderer dig med striber af spørgsmål, er det vigtigt at have en revisor, der er helt rolig på hånden og er sikker på de løsninger, han har foreslået.

- RevisionsFirmaet Edelbo har for mig bevist, at de har den fornødne erfaring i de mere komplekse sager, og det giver ro at vide som kunde, fastslår han.

 

Tid til udvikling

Indtil 1. september 2001 har Jørgen Galsgaard selv været administrerende direktør, og først indenfor de seneste tre år er organisationen vokset til de 12 ansatte, den har i dag.

Efterhånden som organisationen er vokset, har det været stadig mere krævende for Jørgen Galsgaard at holde fuldt fokus på både den daglige drift og den nødvendige nytænkning. Derfor har han valgt at udnævne sin hidtidige stedfortræder, Kenny R. M. Sørensen til administrerende direktør, så han selv nu er udviklingschef.

- Der er stadig et enormt potentiale for specialdesignede netværk både til beslutningstagere og andre nøglepersoner, og efterhånden som jeg ser muligheder i nye udviklingsprojekter, vil jeg konsultere RevisionsFirmaet Edelbo i det omfang, det er nødvendigt, konstaterer han.

 

Du finder Netværk Danmark i

Baagøes Gaard

Vestergade 2B · DK-5700 Svendborg

Tlf. 63 21 40 00 · Fax 63 21 40 01 eller på

hjemmesiden www.nd.dk

 

Skrevet af journalist Lars Rasmussen